Torben Duvander


Højt humør, Peders gløgg og søde sager

                      

Det gode humør fra fredagens julefrokost på Guldhøj var taget med, da der blev dystet om den flotte julekurv fra SuperBrugsen i Ringe.

24 medlemmer deltog i årets julestævne, som endnu ikke kan kaldes en tradition men i hvert fald et tiltag, som bliver bakket flot op. Det handlede naturligvis om petanque og kampen om jule-præmierne, men der blev plads til Peder Hedemanns dejlige gløgg med dertil hørende knas og julekager.

Stævnet strakte sig over tre runder med forskellige makkere og da turneringsleder Inge Hansen havde talt sammen kunne Henriette Lund modtage julekurven som vinder. På andenpladsen kom Bjarne Aabo Olsen mens Svend Christiansen blev nr. 3.

       

          De 3 glade vindere

   Svend, Henriette og Bjarne               


Jysk dominans

                       

Mixed-Double vinderne – fra venstre: Kenneth Pedersen & Bente Kristiansen nr. 2, Betina Carstensen & Tommy Jensen nr. 1, Charles Allen & Kirsten Sørensen nr. 3.

Det blev en god dag for de jyske deltagere, da vi afviklede et Mixed Double-stævne i lethallen 19. november.

Både første- og andenpladsen gik til Jylland: Betina Carstensen & Tommy Jensen, Brabrand, blev nr. 1 og Bente Kristiansen & Kenneth Pedersen nr. 2. Overraskende – men glædeligt – snuppede Kirsten Sørensen & Charles Allen trediepladsen.

Der deltog 16 par i stævnet. Søndag 14. januar afvikler vi et Triple-stævne.


Klubmester for anden gang

                                    

Det er ikke så mange, der bliver klubmester i to klubber. Men det kan Kirsten Sørensen. For mange år siden blev hun klubmester i Gestelev Petanque Klub og nu har hun også vundet turneringen i Midtfyns Petanque Klub!.

24 deltog i klubmesterskabet, hvor man spiller tre runder med forskellige makkere. Blot tre spillere vandt tre kampe, og her havde Kirsten Sørensen den klart bedste score. Henriette Lund blev nr. 2 og Peder Hedemann nr. 3.

Næste gang medlemmerne for mulighed for at dyste mod hinanden bliver mandag 18. december, hvor juleturneringen bliver afviklet.


Få til sportsfestivalMixed

                       

Lethallen blev ikke bestormet, da der søndag for første gang blev afviklet en Sportsfestival i og omkring Idrætscentret Midtfyn.

Midtfynske foreninger inviterede børn, unge og voksne til at prøve de forskellige idrætsgrene. Idrætscentret, efterskolehallen, boldbanerne og lethallen summede af aktivitet, men det var mange af foreningernes egne medlemmer der fyldte banerne.

Tre voksne og tre børn besøgte petanqueklubben og ud over at prøve at kaste med kugler, så kunne de følge det stævne som samtidig blev afviklet i lethallen med 24 deltagere. Stævnet blev vundet af Jan Berg og Johnny Hofhøj fra Kliken i Odense.

Det var arbejdsgruppen bag bestræbelserne for at få en Multipark i Ringe, som stod bag det prisværdige festivalprojekt.