nyheder


Sådan bruger du hjertestarteren

 

  • Hvad gør du, når du som den første – måske eneste – skal hjælpe et menneske med hjertestop?

Det gav Kenny Brage Christensen, Hjerteforeningen, nogle enkle men præcise råd om på et hjertestarterkursus i lethallen. I 2023 blev der sat en hjertestarter op på lethallen og med kurset ønskede bestyrelsen at tilbyde klubbens medlemmer et lynkursus i, hvordan den skal bruges.

Den korte vejledning fra instruktøren lød: – Start førstehjælp straks, ring 112 og når du får en hjertestarter så følg de instruktioner, den giver.

13 medlemmer deltog i kurset.

>> Se flere billeder under Galleri-Diverse billeder <<  


Ny formand for forbundet

Efter flere måneder med konflikter og uro i toppen af Dansk Petanque Forbund er der blevet valgt en ny ledelse. Det skete på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Odense.

John Saxild-Hansen, Korsør, blev valgt som ny formand og der kom andre nye folk i bestyrelse og udvalg. Blandt dem to fynboer som vi kender udmærket på Midtfyn: Kenneth Dreyer, Odense, bliver ny formand for eliteudvalget og Christoffer Barfod, Kliken, indtræder også i eliteudvalget.

Desuden blev Ole Larsen valgt til forbundets appeludvalg.


Højt humør, Peders gløgg og søde sager

                      

Det gode humør fra fredagens julefrokost på Guldhøj var taget med, da der blev dystet om den flotte julekurv fra SuperBrugsen i Ringe.

24 medlemmer deltog i årets julestævne, som endnu ikke kan kaldes en tradition men i hvert fald et tiltag, som bliver bakket flot op. Det handlede naturligvis om petanque og kampen om jule-præmierne, men der blev plads til Peder Hedemanns dejlige gløgg med dertil hørende knas og julekager.

Stævnet strakte sig over tre runder med forskellige makkere og da turneringsleder Inge Hansen havde talt sammen kunne Henriette Lund modtage julekurven som vinder. På andenpladsen kom Bjarne Aabo Olsen mens Svend Christiansen blev nr. 3.

       

          De 3 glade vindere

   Svend, Henriette og Bjarne               


Jysk dominans

                       

Mixed-Double vinderne – fra venstre: Kenneth Pedersen & Bente Kristiansen nr. 2, Betina Carstensen & Tommy Jensen nr. 1, Charles Allen & Kirsten Sørensen nr. 3.

Det blev en god dag for de jyske deltagere, da vi afviklede et Mixed Double-stævne i lethallen 19. november.

Både første- og andenpladsen gik til Jylland: Betina Carstensen & Tommy Jensen, Brabrand, blev nr. 1 og Bente Kristiansen & Kenneth Pedersen nr. 2. Overraskende – men glædeligt – snuppede Kirsten Sørensen & Charles Allen trediepladsen.

Der deltog 16 par i stævnet. Søndag 14. januar afvikler vi et Triple-stævne.