Gløgg, æbleskiver og strøm til klubben


   

 

Årets julestævne blev som sædvanligt en god oplevelse for de 20 deltagere. Og de 19 ’tabere’ fik ikke ødelagt julehumøret af, at Bjarne Aaboe Olsen kunne tage hjem med julekurven fra SuperBrugsen i Ringe. Bjarne sejrede foran Peder Hedemann og Charles Allen – de eneste tre spillere som vandt alle tre kampe.

Peder Hedemann havde også tid til at sørge for den gode gløgg som blev ledsaget af æbleskiver. Som altid sørgede Torben Duvander for en perfekt afvikling af stævnet – selv om petanque-nissen valgte at drille printeren!

Julestævnet havde i år et ekstra indslag i skikkelse af Paw Jakobsen fra Energi Fyn. Han fortalte om støtteordningen Fynsk Support, som forbrugerne kan tilmelde sig helt gratis. Man skal blot vælge hvilken forening man vil støtte og så betaler Fynsk Support to øre pr. kilowatt time. Indtil nu havde kun otte af Midtfyns Petanque Klubs 50 medlemmer tilsluttet sig ordningen, men Paw Jakobsen kun tage hjem med en pæn stak nye medlemmer.

Næste arrangement i Midtfyns Petanque Klub er double-stævnet søndag 12. januar. Tilmeldingsliste i lethallen.

 Se flere billeder under Galleri>Stævne billeder