Børnenes Dag


                                 

Foreningernes Dag i Ringe blev i høj grad Børnenes Dag. I hvert fald på kirkepladsen, hvor Midtfyns Petanqueklub holdt til.

Skyd Grisen hed dagens tilbud til børnene: Kunne man i tre forsøg ramme den lille trækugle så var der gevinst. Og det lykkedes så godt, at der blev udleveret 50 gevinster: Flødebolle eller juicebrik sponsoreret af Netto i Ringe.

Ringe summede af liv mellem kl. 10 og 14 og det gjaldt heldigvis også på kirkepladsen. Der var ikke mange, der forsøgte sig på de petanquebaner klubben havde etableret. Men mange kiggede på, adskillige spurgte om petanquespillet og klubben og vi udleverede flere af de nye flyers, der fortæller om Midtfyns Petanque Klub.

Foreningernes Dag bliver fulgt op med Åbent Hus de tre næste lørdage kl. 10-12.

Bemærk: Åbent Hus er også et tilbud til vores medlemmer om en ekstra træningsdag.