Borgmester åbner L 24 i Ringe


          

Borgmester Hans Stavnsager ( Bill. tv) kan kaste den første kugle ved DGI’s Landsmesterskab i Ringe. Han har i hvert fald sagt ja til at åbne stævnet lørdag 5. oktober kl. 9.

Midtfyns Petanque Klub er som bekendt vært for DGI-Landsmesterskabet 4. – 6. oktober. Der deltager 14 klubber fra hele landet, og de kæmper om mesterskabet i petanque for 4-mands hold.

Landsmesterskabet er den største opgave i Midtfyns Petanque Klubs historie. Forberedelserne har stået på siden årsskiftet, og der bliver brug for mange frivillige, da klubben også skal sørge for forplejning til de 60 deltagere.

  • Det er en stor udfordring for en klub med 44 medlemmer. Men vi glæder os til opgaven – både til at give deltagerne de bedste betingelser og vores medlemmer en god oplevelse ved i fællesskab at arrangere et så stort stævne, siger klubbens formand, Ole Larsen.

DGI-Landsmesterskabet spilles på petanquebanerne ved Idrætscenter Midtfyn og det er også i centret, at deltagerne skal spise. Stævnet slutter med præmieoverrækkelse søndag ved 15.30-tiden.